En tysk bilist kørte mandag en 38 kilo tung ulv ihjel i Slesvig-Holsten, der grænser op til Danmark. Der har ellers ikke levet ulve i området i over 100 år.
Den etårige hanulv blev efter ulykken sendt til zoologisk institut på Universitetet i Kiel for at blive undersøgt nærmere. Zoologerne fandt ingen chip i ulven, så ulven stammer ikke fra en zoologisk have eller dyrepark.
Tyskerne regner derfor med, at ulven måske er vandret fra Østtyskland, hvor der lever vilde ulve.
Herhjemme tager Skov- og Naturstyrelsen ulve-truslen med ro. Ifølge vildtkonsulent Sandor Markus behøver sønderjyderne ikke frygte ulve i baghaven.
- Det er sandsynligvis en enlig strejfer eller én, der måske er undsluppet. Vi har ingen informationer om, at der skulle være flere ulve i Nordtyskland, så jeg tvivler på, at vi får ulve at se i Danmark. Men vi vil da følge udviklingen, siger vildtkonsulenten.
Skulle en enkelt ulv forvilde sig over grænsen, er der heller ingen grund til panik. Ulve er af natur meget sky dyr og angriber ikke mennesker.
- De opsøger ikke mennesker. Hvis du løb ind i en, tror jeg, at den ville løbe i den anden retning, hurtigere end du ville, siger Sandor Markus.
De tyske zoologer er nu i gang med at undersøge ulvens dna for at slå fast, hvor den stammer fra.