Ved at sende gas ind i pengeautomater og derefter antænde gassen, har flere gerningsmænd sprængt pengeautomater rundt om i Danmark.
To mænd er allerede blevet dømt i juni og juli for at stjæle penge på den usædvanlige måde.
Tirsdag er den tredje gerningsmand, 38-årige Mike Fussing Larsen, også blevet dømt i en tilståelsessag i Retten ved Aarhus, hvor han har fået en fængselsstraf på fem år.
Det oplyser anklager Rasmus Gyldenløve.
Mike Fussing Larsen er blevet dømt for at have sprængt tre pengeautomater i luften i henholdsvis Horsens, Auning og Odder sidste år.
- Retten lagde vægt på udførelsesmetoden, skadernes omfang, det professionelle tilsnit, og så var han tidligere straffet for ligeartet kriminalitet, siger Rasmus Gyldenløve.
Den 38-årige er også fundet skyldig i at have forvoldt fare for politifolk, da han under en eftersættelse af politiet kastede partisansøm ud foran flere politipatruljer.
De to andre gerningsmænd modtog straffe på henholdsvis fire og tre et halvt år. De er alle tre i 30'erne og fra Aarhus-området.
Rasmus Gyldenløve mener, at straffen er passende.
- Jeg er tilfreds med de i sagen afsagte domme. Det er positivt, at straffenes længde afspejler alvorligheden af de begåede forbrydelser.
- Desuden noterer jeg mig, at der ikke siden anholdelsen af gruppen er konstateret nye forhold vedrørende sprængninger af banker i Østjylland, siger han.
Berigelsessektionen i Østjyllands Politi har efterforsket sagen, hvor flere banker i Østjylland i løbet af 2016 oplevede, at bankautomater blev sprængt i luften midt om natten.
Sprængningerne medførte store tab - både i form af udbytte fra automaterne og i forbindelse med de omfattende ødelæggelser på bygningerne, det gik ud over.
/ritzau/