En 37-årig mand har søndag erkendt, at han lørdag stak en 26-årig mand med kniv i den sydsjællandske by Hårlev lørdag.
Det oplyser Mikael Rahn, der er vagtchef i Midt- og Vestsjællands Politi, efter at den 37-årige har været i grundlovsforhør.
Manden blev fængslet i fire uger. Han er sigtet for grov vold.
Det 26-årige offer blev fløjet til Rigshospitalet efter knivstikkeriet. Han blev stukket flere gange med kniv i overkroppen og maven og blev senere meldt uden for livsfare.
Lørdag aften meldte den 37-årige sig selv til politiet.
Både den 37-årige og den 26-årige er fra lokalområdet. De to kender hinanden, oplyser vagtchefen, der dog ikke kan oplyse, hvad deres relation er.
Hændelsen er dog ifølge politiet ikke banderelateret.
Politiet modtog anmeldelsen om knivstikkeriet klokken 15.57. Efterfølgende var Hovedgaden i Hårlev spærret, mens politiet arbejdede på stedet.
/ritzau/