Efter at have været efterlyst i mere end en måned er den 36-årige Stine Skaunborg Skydt nu blevet fundet igen i god behold.
Det skriver Midt- og Vestjyllands Politi på det sociale medie Twitter.
"Vi efterlyste Stine Skaunborg Skydt 26/4. Hun er fundet i god behold. Vi + hendes familie takker alle der hjalp med at finde hende," skriver politiet på Twitter.
Stine Skaunborg Skydt er mentalt sent udviklet og bor derfor på en institution i Ulfborg ved Holstebro. Hun besøgte den 27. marts sin familie i København og blev sidst set stige af bussen i Ringsted omkring klokken 14.30.
Nogle dage senere - den 2. april - blev hun set på Christiania i København, hvor hun "tidligere har taget ophold," som politiet formulerede det i den oprindelig efterlysning.
Vagtchefen ved Midt- og Vestjyllands Politi forklarer, at man aldrig frygtede for Stines liv. Efterlysningen blev sendt ud for primært at finde frem til Stine.
- Hun blev efterlyst, da hun forsvandt fra dem, hun var sammen med, under et familiebesøg i København, men hun henvendte sig selv til institutionen i Ulfborg og fortalte, at hun befandt sig i Ringsted. Politiet udsendte kun en efterlysning for at finde frem til hende, så vi kunne hjælpe hende hjem, siger vagtchefen til Dagbladet Ringkøbing Skjern.