Et fængsel i Honduras blev tirsdag raseret af en voldsom brand, som har kostet 357 mennesker livet. Mange af dem er indsatte fanger.
Mange af fangerne brændte ihjel eller blev kvalt i deres celler, fordi ilden enten havde omringet cellerne, eller fordi cellerne simpelthen var låst, skriver adskillige internationale medier.
Mindst 80 fanger er blevet indlagt med alvorlige brandskader. Branden var så voldsom, at de indespærrede ofre blev brændt til ukendelighed.
Dødstallet er steget i løbet af dagen og er stadig kun foreløbigt, oplyser Honduras' sikkerhedsminister, Pompeyo Bonilla, ifølge Reuters, som skriver, at brandmyndighederne blev forhindret i at træde ind i fængslet, fordi der lød skud indenfor.
Branden fandt sted i et fængsel med mere end 800 fanger i byen Comayagua, som ligger centralt i Honduras. Det frygtes, at mange af fangerne er flygtet under tumulten.
Det vides endnu ikke, hvordan ilden opstod, men myndighederne arbejder ifølge BBC med to hypoteser. Branden formodes opstået på grund af en elektrisk kortslutning, eller fordi nogle af fangerne startet den.
Kilde: BBC, Reuters