København syder i dag, hvor klimaaktivister er på gaden for at demonstrere.
Det har her til formiddag resulteret i, at en række aktivister er blevet tilbageholdt af politiet i forbindelse med Don't Buy the Lie-demonstrationen, der begyndte på Nytorv.
"Vi har anholdt 35 personer, efter at nogle grupperinger har samlet sig på Nytorv i København. I den forbindelse har vi set nogle ting, som har gjort, at vi har anholdt personer i Skt. Annæ-gade, Krystalgade og Nørregade," fortæller vicepolitikommissær Henrik Møller Jakobsen til Nyhedsbureauet Newspaq.
Han vil ikke oplyse, hvad det for "ting", der har gjort, at Københavns Politi har anholdt de 35 aktivister.
"Men det kan være præventive anholdelser, jævnfør politiloven, men det er jeg ikke på nuværende tidspunkt opdateret på," siger Henrik Møller Jakobsen.
Ifølge Newspaqs reporter, der følger demonstrationen, er der tale om 500 til 700 deltagere. De har fulgt en rute, der omfatter Jarmers Plads, H.C. Andersens Boulevard og Vestergade.
De 35 aktivister er blevet kørt til enten de københavnske politistationer eller den midlertidige detention på Retortvej i Valby.
"Det er efter almindelig procedure. Vi er ved at finde ud af, hvem de er, og så vil de blive tilbageholdt i et stykke tid. Der kan være kriminelle sager, som gør, at de bliver fremstillet i grundlovsforhør," siger vicepolitikommissæren.