En tidligere ansat i Udviklings- og Forenklingsstyrelsen er tiltalt for at skaffe sig uberettiget adgang til data fra offentlige myndigheder og it-virksomheden Netcompany og for efterfølgende at dele materialet på nettet.
Ifølge tiltalen brugte den 35-årige mand i november 2023 sine loginoplysninger som ansat i Udviklings- og Forenklingsstyrelsen til at logge ind på en af styrelsens servere. Herfra skal han have downloadet forretningskritisk data (såkaldt kildekode) og kodeord til en række systemer i Skatteministeriet.
I anklageskriftet lyder det desuden, at han i december 2023 på ny loggede på Udviklings- og Forenklingsstyrelsens server og tilegnede sig loginoplysninger til en server hos virksomheden Netcompany, der blandt andet leverer it-løsninger til offentlige myndigheder. Herefter skaffede han sig ifølge tiltalen adgang til en server hos Netcompany, hvorfra han downloadede yderligere data.
Den 35-årige er desuden tiltalt for at have lagt oplysningerne ud i fildelingstjenester på internettet i januar og februar 2024. Han blev anholdt den 26. februar og har siddet varetægtsfængslet til den 4. september.
- De oplysninger, som den 35-årige mand er tiltalt for at have taget og videregivet, er samfundskritiske. Det er de, fordi de indeholder oplysninger om statens programmer til eksempelvis beregning og inddrivelse af skat.
- Det er altså ikke oplysninger om enkelte borgere, der er blevet taget og videregivet, men om systemer der vedrører os alle. Det er alvorligt, og det afspejler sig i de skærpede strafferammer, der er taget i brug i anklageskriftet, siger specialanklager Anders Larsson.
Anklagemyndigheden lægger dog op til, at den tiltalte skal idømmes en behandlingsdom i stedet for en almindelig fængselsstraf.
Sagen er berammet til den 7., 9. og 10. januar 2025 ved Retten på Frederiksberg.