En 35-årig mand var umiddelbart i livsfare efter en trafikulykke nord for Hobro på Nordjyske Motorvej natten til søndag.
Det oplyser Nordjyllands Politi søndag. Med svære kvæstelser blev den 35-årige bragt til Aalborg Universitetshospital. Søndag formiddag meldes han uden for livsfare.
Politiet fik anmeldelsen om ulykken, der fandt sted i nordgående retning godt tre kilometer efter afkørsel 34, klokken 02.10.
- Der er tale om to biler, der kører sammen. De kører i samme retning, da ulykken sker, så den ene bil er altså på en eller anden måde trukket over i den anden bils kørebane.
- Begge biler ruller rundt, da de rammer hinanden, forklarer vagtchef Poul Fastergaard.
Ingen af bilerne havde passagerer med.
I den ene bil kunne føreren - en mand - selv komme ud og gå over i ambulancen. Han er ifølge politiet uskadt.
I den anden bil sad føreren, den 35-årige svært tilskadekomne mand - fastklemt og måtte hjælpes ud af redningsmandskab.
Der er tale om en mand fra lokalområdet. Hans pårørende er underrettet.
En bilinspektør har været på stedet i løbet af natten for at forsøge at klarlægge, hvordan ulykken skete.
Motorvejen var kortvarigt spærret efter ulykken.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.