Mindst 34 personer har mistet livet, og yderligere 16 er savnet, efter at regnvand og strømme af vulkanmateriale har oversvømmet et større område på øen Sumatra i Indonesien.
Det oplyser myndighederne på Vestsumatra ifølge nyhedsbureauet AFP.
Flere timer med kraftig regn medførte oversvømmelser i distrikterne Agam og Tanah Datar lørdag aften. Vandmasserne trak herefter aske og store klippestykker med sig fra vulkanen Mount Marapi.
Foruden de registrerede dødsofre savnes 16 personer.
18 personer er kommet til skade, men har overlevet oversvømmelserne.
Politi, redningsarbejdere, soldater og frivillige deltager søndag i eftersøgnings- og redningsarbejdet.
Luftfotos fra Tanah Datar viser, at veje og bygninger i området er helt eller delvist dækket af brunt mudder.
Vandmasserne har undermineret bygninger og veje og trukket mennesker med sig gennem Tanah Datar og Agam.
En af indbyggerne på Vestsumatra fortæller til AFP, at hun lørdag aften kunne høre store klippestykker falde ned fra Mount Marapi.
- Regnen var meget kraftig. Jeg kunne høre torden og noget, der lød som kogende vand. Det var lyden af store klippestykker, der rullede ned ad Mount Marapi, siger den 43-årige kvinde Rina til AFP.
- Der skete ikke noget med mit hus, men min nabos hus blev mast under store klipper. Tre af mine naboer er omkommet - en mor, en far og et barn, siger hun og tilføjer, at en 85-årig beboer i hendes nabolag også er død.
Kvinden har ikke oplyst sit fulde navn.
Der bor henholdsvis 370.000 og 500.000 mennesker i Tanah Datar og Agam.
Oversvømmelserne ramte de to distrikter kort før midnat lørdag aften.
/ritzau/