Mindst 34 mennesker er onsdag døde og 12 kvæstet ved en trafikulykke i Algeriet.
Det er den værste trafikulykke i Nordafrika i mange år.
Det oplyser landets civilforsvar i en erklæring.
Det var en bus, som cirka klokken fire onsdag morgen frontalt stødte ind i en bil nær byen Tamanrasset cirka 2000 kilometer syd for hovedstaden Algier.
Mange af de kvæstede har alvorlige brandsår.
Det fremgår, at der opstod en brand, og at de 34 mennesker omkom i flammerne.
Flere medier har gengivet billeder af den udbrændte bil og bussen, der er omsluttet af flammer. Der er ikke umiddelbart nogen forklaring på, hvad der skete, eller hvad der var årsag til sammenstødet.
Andre billeder viser et stort antal redningsfolk på stedet mellem de to udbrændte køretøjer.
Trafikulykker med dødelig udgang sker hyppigt i Algeriet trods kampagner, der skal få bilisterne til at være mere årvågne og ikke køre så hurtigt.
Algeriets civilforsvar offentliggjorde tirsdag tallene for den seneste uge. De viste 42 dræbte og 1697 kvæstede ved 1359 trafikulykker, skriver avisen El Watan.
Hertil skal nu lægges de 34 døde og 12 kvæstede.
Sidste år blev der registreret næsten 23.000 trafikulykker på Algeriets veje. De kostede i alt 3409 mennesker livet og resulterede i over 30.000 kvæstede, viser tal fra den algeriske trafikstyrelse.
I de senere år har myndighederne i Algeriet indført strikse regler for især lastbilchauffører, som i større tal er blevet dømt for hensynsløs kørsel og for at være skyld i alvorlige ulykker.
Der bor cirka 45 millioner mennesker i Algeriet.
/ritzau/dpa