En knallertfører mistede lørdag formiddag livet, da han kørte ind i en traktor. Det skete på en landevej ved byen Torrig på det nordlige Lolland.
Der er tale om en 34-årig mand, oplyser vagtchef i Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi Heidi Grandt Andresen.
Politiet fik anmeldelsen lørdag klokken 09.24 og kunne kort tid efter konstatere, at manden var afgået ved døden ved sammenstødet.
Knallertføreren kørte af uvisse årsager ind i traktoren, som var i færd med at krydse vejen.
De nærmere omstændigheder ved ulykken skal nu kortlægges.
De pårørende til den afdøde mand er underrettet.
/ritzau/