Det var en 'meget lidt meddelsom' 34-årig, som blev indlagt med knivstik i brystet og låret.
Sådan beskriver den centrale efterforskningsleder ved Københavns Politi manden, der mandag aften ved 21-tiden blev stukket ned foran en café på Værnedamsvej i København.
- Vi har en idé om, hvad motivet er. Men manden vil ikke sige ret meget. Han har dog sagt, at han vil ordne det selv, men det får han ikke lov til - vi blander os, siger den centrale efterforskningsleder til avisen.dk.
To mænd stod mandag aften foran caféen, da der ifølge politiet kom en svensk bil kørende. Ud stiger de to gerningsmænd, og et skænderi udvikler sig til knivstikkeri.
Politiet har endnu ikke fået fat i de mistænkte og hører gerne fra vidner til episoden.