Ventetiden bliver kortere, og behandlingsforløbet mere effektivt. Sådan ser udsigten allerede næste år udfor danske kræftpatienter, som ellers længe har måttet døje med lange ventelister på landets sygehuse.
Muligheden for en mere effektiv behandling beskrives i en rapport fra Det Kommunale og Regionale Evalueringsinstitut, Krevi, som fremlægges i dag,
Hvis alle landets seks hospitaler, som tilbyder kræftpatienter strålebehandling, begynder at arbejde mere effektivt måde, vil det være muligt at fjerne ventetiderne for kræftpatienterne, skriver Politiken.
Forskerne har været på rundtur på sygehuse i Sverige og Holland, hvor de har målt tidsforbruget, når patienter modtages og behandles på afdelingerne.
Hvis danske hospitaler følger de udenlandske eksempler, vil det ifølge forskerne være muligt at effektivisere behandlingen i strålerummet med 14-18 procent. Det svarer til, at 33.000 flere end i 2006 kan komme i behandling.
Det kan ske ved at sørge for, at patienterne kommer hurtigere ind og ud af rummene ved at planlægge arbejdet bedre og ved at købe nyt udstyr.