Højesteret har afgjort, at et ægtepar slipper for at betale en regning på 350.000 kroner til et konkursramt byggefirma. Det skriver epn.dk
Regningen på de 350.000 kroner var for sort arbejde, og da sort arbejde er ulovligt, er aftalen mellem ægteparret og byggefirmaet ugyldig.
330 år gammel lov
Afgørelsen bygger på Danske Lov, som er mere end 330 år gammel. Danske Lov blev vedtaget af Christian den 5. i 1683.
På trods af lovens høje alder er dele af loven stadig gældende i dag. Loven slår bl.a. fast, at aftaler skal holdes, hvis de ikke er imod loven. En aftale om sort arbejde er imod loven.
Afgørelsen kommer bag på advokater
Afgørelsen overrasker alligevel mange advokater, og det forventes, at dommen får konsekvenser fremover.
"Dette resultat overrasker mange i advokatbranchen. Spørgsmålet er, om resultatet var blevet et andet, hvis entreprenøren havde afvist, at der var tale om en aftale om sort arbejde og derimod blot havde forlangt betaling efter regning på et langt højere beløb og med tillæg af moms," fortæller advokat Rikke Wagenblast Sørensen.
Rikke Wagenblast Sørensen mener, at dommen ændrer opfattelsen af risikoen ved sort arbejde. Tidligere har opfattelsen været, at sort arbejde har kunne gøre det svært for kunden at klage over mangler, hvis arbejdet har været udført sort. Men nu kan det også være risikabelt for byggefirmaer at udføre sort arbejde.