I morges startede Slagelse og Næstved Politi en aktion mod personer, som var eftersøgt af fogedretten. Den aktion resulterede i 32 anholdte - 16 fra Slagelse og 16 fra Faxe.
Peter Compen, vicepolitiinspektør hos Slagelse lokalpoliti, forklarer, at aktionen blev foretaget, fordi der var mange, som var eftersøgt for ikke at have betalt deres regninger.
"Vi vurderede, at der var lidt rigeligt, som var eftersøgt til fogedretten, og derfor ville vi gerne gøre lidt ved det," siger han til Newspaq.
De 32 personer blev efter en tur i retten løsladt.
Udover de 32 anholdte er flere eftersøgte selv kommet til fogedretten i dag.
I de kommende uger vil lokalpolitiet i Næstved og Slagelse gennemføre lignende aktioner.
Når man er eftersøgt af fogedretten, har man ikke betalt sine regninger. Hvis virksomheden, man skylder penge, vil, så kan de indstille skyldneren til fogedretten.
Efterfølgende skal den eftersøgte møde op i fogedretten og afklare sit mellemværende med kreditor.
Peter Compen forklarer, at beløbene ikke nødvendigvis er høje. Det kan være helt almindelige regninger fra telefonselskabet eller elselskabet, der ikke er blevet betalt.