Et boligområde i Malmø er fredag blevet ramme om en ny skudepisode - den 31. af slagsen i den sydsvenske by siden nytår.
En mand blev ramt af skud i bydelen Holma sidst på eftermiddagen, oplyser svensk politi.
Skyderiet skete midt i et boligområde, og flere vidner oplyser, at de så en mand synke sammen og efterfølgende blive hjulpet ind i en bil og kørt på skadestuen.
- Jeg hørte et skrig og kiggede ud fra balkonen. Så lå der en mand der med blod på maven, siger et vidne til avisen Kvällsposten.
Politiet har afspærret stedet og bevogter sygehuset, samtidig med at man leder efter gerningsmanden.
Alarmopkaldet indløb klokken 17.47.
Mindre end to timer senere - klokken 19.38 - fik Malmø-politiet et opkald om årets 32. skudepisode, denne gang på Hårds-vejen tre kilometer fra Holma.
Her blev der tilsyneladende affyret skud op i luften. Ingen er efter alt at dømme blevet ramt.
- Det skal ikke have været rettet mod en person eller en bygning. Vi har afspærret det sted, hvor der skal have været skudt, siger Maya Forstenius, der er pressemedarbejder hos politiet i Malmø.
Endnu er ingen pågrebet for nogle af skyderierne, oplyser politiet ifølge Expressen.
/ritzau/TT