En bil ligger væltet på siden. Splintret og mast, som havde nogen trådt på den - og derefter kastet den rundt.
Overalt blodspor og rester af liv, der har været.
Scenen er byen Hub i provinsen Baluchistan nær havnebyen Karachi, Pakistan. Her mistede mindst 24 mennesker livet og 25 blev såret, da en bombe torsdag aften gik af nær et busstop, skriver flere internationale medier.
Og samtidig – i den nordvestlige grænseprovins – blev mindst otte, nogle rapporter siger 15, dræbt nær den afghanske grænse, da en bil pakket med bomber brød porten til et træningscenter og sprang i luften. Her er mindst 22 hårdt såret.
Onsdag mistede 16 soldater livet, da militante styrker angreb en militærkonvoj i det nordlige Waziristan.
Angrebene kommer efter regeringen gik til angreb på Den Røde Moske, hvor adskillige militante islamister havde barrikaderede sig.
Tidligere på ugen sagde en repræsentant for de militante islamister, at enhver form for fredsaftale var ophævet.