En 45-årig mand er fortsat indlagt på Rigshospitalet, efter at han mandag eftermiddag blev udsat for et groft overfald i Gørlev. Han har ifølge politiet "svære kvæstelser", men det er uvist, om han er eller har været i livsfare.
Manden søgte efter overfaldet tilflugt på en Shell-tankstation i Gørlev, og siden har politiet efterforsket sagen som drabsforsøg.
Det har blandt andet ført til en ransagning på en adresse, der er kendt for at være et tilholdssted for personer med relationer til rockermiljøet, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse.
I forbindelse med ransagningen blev en 32-årig mand anholdt mistænkt for at have deltaget i overfaldet.
Manden blev tirsdag eftermiddag fremstillet i grundlovsforhør, hvor han blev varetægtsfængslet frem til 8. oktober. Manden er sigtet for grov vold.
Politiet arbejder ud fra en teori om, at flere har deltaget i overfaldet. Vidner har således fortalt, at de så den 45-årige mand blive overfaldet af flere personer med forskellige slagredskaber. Det er ikke oplyst, hvilke redskaber der er tale om.
Efterforskningen koncentrerer sig også om "en personkreds, der har et vist indbyrdes kendskab til hinanden", lyder det i pressemeddelelsen.
Overfaldet fandt sted mandag kort før klokken 15.00 på landevejen ud for Ulstrupvej 56 i Gørlev.
Den 32-årige blev anholdt klokken 21.01 mandag aften.
Politiet er fortsat interesseret i at høre fra vidner, der har set overfaldet eller lagt mærke til en lys personbil. Bilen blev set køre væk fra stedet umiddelbart efter overfaldet.
/ritzau/