Af Camilla Ahlmann-Jensen
caje@avisen.dk
@BRØD:De mødtes på et værtshus i Odense natten til søndag. Drak nogle øl. Og kørte sammen derfra på den 28-åriges knallert.
Ved Statoil-tanken på Middelfartvej i Bolbro blev de kort efter klokken tre stoppet af politiet, der uddelte en bøde for at køre to på én knallert.
Hvad der derefter gjorde, at den 28-årige endte nattens bytur på Odense Universitetshospital med knivstik i hoften og ryggen, men uden for livsfare, er imidlertid knap så klart.
Den 31-årige mand, der i går søndag blev fremstillet i grundlovsforhør sigtet for forsøg på manddrab, benyttede sig således mest af ordene »jeg kan ikke huske så meget«, da han skulle forklare sig.
Han kunne dog godt erindre, at han og den 28-årige var oppe at slås ved Statoil, men hvorfor vidste han ikke, ligesom han nægtede at have stukket ham med kniv.
»Jeg havde ingen kniv. Sådan noget må jeg sgu ikke gå med,« sagde han i retten.
Pose med brødkniv
Flere vidner på stedet har dog forklaret politiet, at de så den 31-årige med en kniv i hånden, mens han sagde til den 28-årige »nu stikker jeg dig«.
Efter slagsmålet gik den 31-årige fra tankstationen og hjem til sin bopæl tæt ved, hvor politiet ventede for at anholde ham.
En times tid senere fandt politiet en Statoil-plastikpose med en brødkniv, seks dåseøl, noget amfetamin og en digitalvægt i en container på den rute, den 31-årige selv forklarede, han fulgte, da han gik hjem fra tankstationen.
En pose og et indhold som anklageren i går argumenterede for tilhørte den sigtede – hvilket manden nægtede.
Den 31-årige er tidligere dømt for vold, grov vold, trusler og for overtrædelse af våbenloven ved at bære kniv. På grund af sin psykiske tilstand har han ikke været straffet med fængsel, men med psykiatrisk behandling.
Blandt andet med henvisning til straffeattesten – og for at give politiet ro til den videre efterforskning af sagen – valgte dommeren i går at varetægtsfængsle den 31-årige frem til 9. marts.