Tusindvis af kurdere er drevet på flugt fra den vigtigste by i enklaven Afrin i det nordlige Syrien, hvor det tyrkiske militær fortsætter en offensiv på landjorden og i luften, siger overvågningsgruppen Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder.
- Over 30.000 mennesker er blevet tvunget på flugt fra deres hjem siden onsdag på grund af de tyrkiske bombardementer af byen, siger observatørgruppen.
- De er flygtet til områder, som kontrolleres af det syriske regime og til byens opland, oplyser gruppen videre.
Tyrkiske styrker har i de seneste døgn omringet den kurdisk-kontrollerede by, hvor hundredtusinder af civile nu er under belejring.
FN siger, at byen er afskåret fra vandforsyninger, fordi de lokale styrker ikke længere har kontrollen over en vigtig dæmning.
Den 20. januar lancerede den tyrkiske hær en offensiv mod kurderne i regionen Afrin, der ligger i det nordvestlige Syrien. Den tyrkiske hær har truet med at rykke videre mod Manbij i øst, hvor den kurdiske gruppe YPG er baseret.
YPG har ifølge Tyrkiets regering tætte bånd til det forbudte og terrorstemplede Kurdistans Arbejderparti, PKK.
YPG har med støtte fra USA spillet en central rolle i nedkæmpelsen af Islamisk Stat i det nordlige Syrien.
/ritzau/AFP