Beredskabsstyrelsens kemikaliesektion og Lolland-Falsters Brandvæsen arbejder tirsdag formiddag på at lokalisere 3000 liter farlige kemikalier, der er forsvundet fra en tank på en virksomhed i Maribo, skriver TV ØST.
- 3000 liter brandfarlig og ætsende kromdioxid er tilsyneladende løbet ud af en tank, og vi arbejder lige nu på at finde det, siger indsatsleder Jesper Pedersen fra Lolland-Falsters Brandvæsen ifølge tv-stationens hjemmeside.
Udslippet er sket på virksomheden Bar2 i Maribo, der arbejder med forkromning.
- Vi har tjekket kloakkerne, og her er stoffet ikke. Nu kontrollerer vi søerne og er i gang med at brække gulvene op i virksomheden for at kontrollere, om udslippet er her, siger Jesper Pedersen til TV ØST.
Ifølge mediet har Beredskabsstyrelsen indsat hele sin kemikaliesektion med 16 mand på opgaven.
/ritzau/