Fundamentet under legetøjsgiganten Toys R Us vakler igen.
Amerikanske Toys R Us har siden september sidste år været i problemer, fordi en markant gæld på 4,8 milliarder dollar, godt 29 milliarder kroner, blev optaget, da en række kapitalfonde købte selskabet i 2005.
Men nu går den ikke længere for koncernens aktiviteter i Storbritannien, skriver erhvervsmediet Finans.
Dermed er der risiko for, at 3.000 ansatte mister deres job.
Ifølge BBC er kæden under administration, og der skal foretages en kontrolleret nedlukning af legetøjskæden.
- Mens processen formentlig vil berøre mange Toys R Us-medarbejdere, er det endnu ikke besluttet, om nogen eller alle butikker skal lukkes, siger administrator Simon Thomas ifølge Finans til BBC.
Indtil videre holder de 105 butikker i Storbritannien således fortsat åbent.
Simon Thomas tilføjer, at der arbejdes på at finde en køber til hele eller dele af forretningen.
De danske Toys R Us-butikker, som ejes af Top-toy, er ikke berørt af problemerne i hverken USA eller Storbritannien.
- Brandet står stærkt i Norden, og vores relation er alene en licensaftale. Så vi føler os faktisk relativt isoleret fra denne her situation, sagde administrerende direktør for TopToy, Søren Torp, til Ritzau i september.