I år og næste år bruges der over 300 millioner kroner for at hjælpe tusinder af ledige, som kan miste dagpenge efter nytår. Det erfarer DR Nyheder.
Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) forhandler fredag med arbejdsgivere, lønmodtagere, kommuner og a-kasser. Der er enighed om at sætte gang i mere jobrotation. Der er også penge til job med løntilskud.
Desuden indkaldes alle ledige, der risikerer at ryge ud af dagpengesystemet, til samtaler. De ledige får formentlig to samtaler med kommunale jobcentre og a-kasser. Ifølge DR Nyheders kilder får de ledige en jobrådgiver, der kan matche dem med de rigtige job.
Regeringens akutpakke betales især med reserver på finansloven og nye penge. Men noget finansieres af regeringens ungepakke og uddannelsesløft, oplyser DR Nyheder.
Dansk Arbejdsgiverforening mener, at der findes job, men at jobcentrene skal blive mere effektive. Omvendt kræver kommunerne - der driver jobcentrene - at arbejdsgiverne skal skabe flere job.
LO-formand Harald Børsting tror ikke, at alle problemer løses med mere effektiv aktivering. Han vil halvere genoptjeningsperioden til dagpenge fra 52 uger, som gælder fra nytår, til 26 uger.
Akutpakken rører ifølge oplysninger til Ritzau hverken ved to års dagpengeperiode eller 52 ugers genoptjening.
Emnet dukker op igen i finanslovforhandlingerne, hvor Enhedslisten kræver jobgaranti til alle dagpenge-ramte.
Ifølge Beskæftigelsesministeriet kan 9.000-16.000 personer miste dagpenge fra nytår som følge af aftalen fra 2010 mellem VK-regeringen, Dansk Folkeparti og De Radikale.
Mogens Lykketoft opfordrede ifølge Ritzaus oplysninger regeringen til at løse problemet inden nytår, da S, SF og R's folketingsgrupper søndag på Marienborg blev orienteret om finansloven.
/ritzau/