Nu kan man køre fra København til Esbjerg på en enkelt liter benzin.
Det tager bare 12 timer, for superbilen, som studerende på Danmarks Tekniske Universitet (DTU) har udviklet, kører kun 25 kilometer i timen.
Selvom de studerende bag projektet er meget stolte af den yderst miljøvenlige bil, tvivler de på, at den kommer i produktion.
- Grunden til, at vi ikke kommer til at se bilen på gaden, er, at det store fokus fra forbrugerne er på komfort. Vi fokuserer på teknologien, men jeg tror nemt, man kan se en kobling, hvor nogle af teknologierne bliver brugt i de biler, der laves i dag, siger en af miljøbilens bagmænd, Anders Bo Larsen, der studerer til produktions- og konstruktionsingeniør.
’DTU Dynamo’ er en by-bil, som kan køre godt 300 kilometer på en almindelig liter benzin, mens de studerende også har udviklet ’DTU Innovator’, en brintbil, som kører godt 1.600 kilometer på literen.
Med et lille tryk på en knap bliver motoren i brintbilen tændt, og en lille pibelyd afslører, at bilen er på vej op i tempo, inden den triller rundt på en lille plads foran DTU til den første officielle testkørsel inden konkurrencen, hvor en ’motorglad’ prins Joachim følger økobilerne interesseret.
Kvinder headhuntet
De studerende fra DTU rejser senere på måneden til Sydfrankrig, hvor to danske biler skal dyste ved Shell Eco-marathon 2008 med biler fra hele verden om at køre langt på literen og spare miljøet for store mængder af CO2-udledning.
Det er femte år, studerende fra DTU deltager i konkurrencen. Den ene bil er fem kilo lettere end sidste år, og de to – kvindelige – førere er blandt andet blevet headhuntet for at veje omkring de 50 kilo.
- Når vi har brugt så meget tid på at gøre bilerne lettere, er det dumt at smide en fører ind, der vejer 80 kilo, siger Anders Bo Larsen.
Siden september har 30 studerende officielt brugt ni timer om ugen på at udvikle bilerne, men ifølge de studerende, Nyhedsavisen mødte, har de ikke haft noget imod at bruge det dobbelte antal timer – også selvom nogle nætter skulle tages i brug.
Og nu er de klar til miljø-ræs for fulde omdrejninger!
Vægt: 70 kiloStørrelse: 0,6 x 0,7 x 3,0 meter
Tophastighed: 49 km/t
Gennemsnitshastighed: 30 km/t
Resultat: 1.633 km/l
DTU Dynamo
Vægt: 125 kilo
Størrelse: 1,1 x 1,3 x 2,7 meter
Tophastighed: 62 km/t
Gennemsnitshastighed: 25 km/t
Resultat: 306 kilometer per liter