Mange indvandrere bliver nervøse, når de modtager et brev fra kommunen, forsikringsselskabet eller Udlændingestyrelsen. Brevene er nemlig formuleret så kringlet, at de fleste har svært ved at forstå brevets indhold.
Men siden oktober har beboere i Vollsmose haft mulighed for at smutte ind forbi Etnisk Rådgivningscenter i Fritidsbutikken, hvor de kan få oversat de mange uforståelige breve, de modtager i postkassen hver uge.
Populært tilbud
Siden rådgivningscenteret åbnede i oktober, har 300 benyttet sig af tilbuddet. Og stadig flere opsøger centeret for at få hjælp.
»For at yde så kompetent en vejledning som muligt, samarbejder vi med Odense Kommune og etniske foreninger og hjælper børgerne med blandt andet kontanthjælp, børnetilskud, boligstøtte, pension, regninger, forsikring, ansøgninger, oversættelse af breve og kontakt til offentlige og sociale myndigheder,« fortæller lederen af rådgivningscenteret, Kim-Yen Nguyen.
Næsten alle sprog
Rådgivningscenterets ansatte kan oversætte til bosnisk, vietnamesisk, somali, arabisk og engelsk. Hvis der er behov for oversættelse til andre sprog, henter rådgivningscenteret hjælp udefra.
Endvidere forsøger rådgivningscenterets ansatte også at sætte brugerne ind i dansk lovgivning og andre skrevne – og uskrevne – regler.
»Vores mål er at yde hjælp til selvhjælp samt at udbrede almen samfundsviden, således at etniske borgere bliver aktive medborgere, som har samme muligheder og pligter som andre, og som selv kan løse hverdagens problemer,« siger Kim-Yen Nguyen.
Etnisk Rådgivningscenter samarbejder med Folkeoplysningen i Vollsmose og er blandt andet støttet af den Europæiske Socialfond.
Centeret holder åbent hver dag klokken 12-16 i Fritidsbutikken i Outlet Fyn.