Store forstyrrelser i trafikken ved Københavns Lufthavn er en konsekvens af utilfredshed med en aftale om vilkår for taxachauffører.
50 taxachauffører holdes tilbage af 30 af deres egne kolleger, fordi der er uenighed om en aftale, Taxinævnet har indgået med Københavns Lufthavne og lufthavnspolitiet om, at taxaerne ikke må vente ved rundkørsler og terminaler.
Politiet holder øje med udviklingen i lufthavnen, og der har været flere små tumultariske episoder, deriblandt en kastet flaske, skriver politiken.dk.
"Vi blander os som udgangspunkt ikke. Det er en faglig konflikt. Men de skal selvfølgelig sørge for fri færdsel og ikke spærre nødudgange," siger vagthavende Jan Larsen.
Politiet mener, at passagererne hurtigt finder ud af, at der er taxier nok i lufthavnen, der vil betjene dem, hvis de bevæger sig væk fra taxiholdepladsen ved Terminal 1.
De stadig flere ventende taxaer i Kastrup har været et problem gennem det sidste halve år.