30 gæster måtte torsdag evakueres fra en rutsjebane i Fårup Sommerland, da operatøren hørte en mærkelig lyd. Det fortæller Nordjyske.
Passagererne i rutsjebanen “Falken” var netop steget på, og forenden af den helt fyldte vogn nået seks-syv meter op, da operatøren trykkede nødstop.
De 30 passagerer blev hjulpet ud af vognen og kunne uden dramatik gå ned af en trappe ved siden af rutsjebanen.
- De blev guidet ned i god ro, siger teknisk chef Tue Albrektsen fra Fårup Sommerland til Nordjyske.
Han oplyser også, at der ikke umiddelbart var fejl at se på rutsjebanen, men at den bliver tjekket grundigt og skal igennem testkørsler uden passagerer, inden forlystelsen igen tages i brug.
Rutsjebanen "Falken" er fra 2004, har en hastighed på 75 kilometer i timen og bringer gæsterne op i en højde af 20 meter.
Hændelsen i Fårup Sommerland sker en uge efter den tragiske ulykke i Tivoli Friheden, hvor en 14-årig pige mistede livet i rutsjebanen “Cobraen”. Den rutsjebane er lukket ned og kommer aldrig i brug igen.