Situationen er højspændt i det nordlige Indien lørdag, efter at over 30 mennesker er blevet dræbt og 200 blev såret under voldsomme uroligheder i forbindelse med en retssag mod en voldtægtsdømt guru.
Over 300 togafgange var lørdag aflyst, da myndighederne ikke ville sende tog gennem de to nordlige delstater, som er berørt af uroen.
Urolighederne brød ud, da en domstol fredag fandt sektlederen Gurmeet Ram Rahim, skyldig i voldtægt på to kvinder tilbage i 2002. De to kvinder var en del af guruens følge.
Ifølge dommen voldtog guruen de to kvinder i sin ashram - samlingssted for sektens tilhængere - for 15 år siden.
Retssagen mod ham blev indledet, efter at den tidligere premierminister Atal Bihari Vajpayee i 2002 modtog et anonymt brev, hvori en kvinde sagde, at hun og flere andre var blevet voldtaget gentagne gange af sektlederen.
Den flamboyante guru står i spidsen for sekten Dera Sacha Sauda, som hævder at have over 50 millioner tilhængere.
Kort efter at guruen var kendt skyldig, brød tilhængere foran retsbygningen ud i tilråb, og flere gik til angreb på fremmødte journalister og deres udstyr.
Ifølge britiske BBC's korrespondent på stedet affyrede militæret tåregas mod mængden af ophidsede tilhængere af guruen, der var mødt frem foran retsbygningen.
Efterhånden som det blev kendt, at guruen ikke gik fri, indledte tilhængere af sekten voldelige protestaktioner i en lang række byer i delstaterne Punjab og Haryana. Biler blev sat i brand og mange personer blev såret under gadekampe.
Selv om militæret mødte talstærkt op for at forhindre uroligheder, formåede soldaterne ikke at forhindre urolighederne.
Sektlederen Gurmeet Ram Rahim bliver overført til et fængsel i byen Rohtak. Han får udmålt sin straf mandag.
/ritzau/Reuters