En 30-årig mand er i livsfare, efter at han onsdag aften er blevet ramt af et skud i lysken, skriver ekstrabladet.dk.
Manden blev fundet på en parkeringsplads på Baltorpvej i Ballerup, men det er ifølge politiet uvist, om det også er gerningsstedet.
- Han er ikke død endnu - lægerne arbejder med ham, men jeg er koblet på, fordi der er en frygt for, at han dør, siger drabschef ved Københavns Vestegns Politi, Charlotte Skovby, til ekstrabladet.dk.
Drabschefen fortæller, at det endnu er for tidligt at sige noget om, hvem der kan stå bag forbrydelsen.
/ritzau/