Retten i Roskilde har tirsdag idømt den 30-årig Faruk Rooma Alam straffelovens strengeste straf, livsvarigt fængsel, for mordbrand og drabet på den 26-årige Nilab Shahkor, der blev brændt ihjel i en lejlighed i Greve sidste år.
Kvinden, der har pakistansk statsborgerskab, udvises af Danmark for bestandigt.
Hendes 19-årige nevø, Aafaq Alam Khan, og hans ven Noureddine El Yousfi på 17 år straffes med henholdsvis 10 og syv års fængsel for medvirken til det grusomme drab.
Alle tre ankede til frifindelse på stedet
Umiddelbart efter domsafsigelsen kom det til tumult mellem et par af tilhørerne, men politiet, der er massivt til stede, fik hurtigt kontrol over situationen.
Fredag den 14. september sidste år trængte de tre ind til Nilab Shahkor i en lejlighed i Gersagerparken i Greve syd for København. Her hældte de benzin ud over den 26-årige kvinde og satte ild til hende, mens hun stadig stod op.
De to unge mænd er ligeledes dømt efter straffelovens paragraf om mordbrand, fordi de bragte de andre beboere i ejendommen i fare, da de satte ild til lejligheden. De er desuden dømt for røveriforsøg.
Tekniske undersøgelser har vist, at Nilab Shahkor blev jagtet rundt i sin lejlighed, før hun blev overhældt med benzin og forvandlet til en levende fakkel.
Faruk Rooma Alam var hovedmanden bag drabet. Hendes motiv var angiveligt voldsom jalousi og et stort had til Nilab Shahkor, der tre måneder før overfaldet var blevet gift med en mand, som den 30-årige hævdede at være gift med.
Ægteskabet er dog ikke registreret nogen steder.
/ritzau/