En henvendelse fra en opmærksom beboer hjalp torsdag politiet til afsløringen af en 30-årig mand, der fredag fremstilles i grundlovsforhør.
- Naboen bemærkede, at nogle mistænkelige mænd parkerede en bil i nærheden af hans hjem og kontaktede os, fortæller pressemand ved Østjyllands Politi Mogens Brøndum.
Politiet rykkede ud til bilen, der viste sig at bære eftersøgte nummerplader og være ulåst. Inde i bilen fandt betjentene nogle hundrede gram af stoffet MDMA, der også kaldes ecstasy.
- Vi undersøger stoffet nærmere, men det testede positivt for MDMA, fortæller Brøndum.
Politiet tog herefter kontakt til bilens ejer på hans adresse. Her fandt de flere eftersøgte nummerplader og en pistol.
- Der er tale om en kaliber 45, oplyser Mogens Brøndum.
Den 30-årige mand røg herefter med på stationen og fredag fremstilles han i grundlovsforhør med krav om varetægtsfængsling.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.