En 30-årig mand, der har været savnet siden han 19. januar sammen med en kammerat kæntrede med en jolle, er fundet død på Lyngså Strand syd for Sæby.
Det oplyser Nordjyllands Politi.
Onsdag formiddag blev liget af en mand fundet i vandkanten ved Lyngså Strand, men først ud på aftenen lykkedes det at identificere ham.
Der er tale om den 30-årige mand, som 19. januar var ude for en søulykke.
Sammen med en 34-årig kammerat var han ude at jage på havet ud for Sæby, da deres båd begyndte at tage vand ind og derefter sank omkring en kilometer fra land.
Det lykkedes den 34-årige at svømme i land. Han fortalte, at de to kammerater havde to redningsveste med sig i båden. Han havde sin på, men han er usikker på, hvorvidt hans ven bar sin redningsvest.
En storstilet redningsaktion blev sat i værk.
Det lykkedes at finde vraggods fra båden, og redningsmandskabet fandt også den anden redningsvest, som den 30-årige enten mistede eller slet ikke havde haft på.
Eftersøgningen blev indstillet, da der ikke længere var håb om at finde ham i live.
De pårørende er blevet underrettet.
/ritzau/