Bandekrigen er nu gået ind i sin trettende måned. 29 uskyldige mennesker er foreløbigt blevet ofre - to af dem er dræbt - men ingen gerningsmænd er endnu blevet tiltalt.
Det viser en rundringning, DR Nyheder har lavet til landets politikredse.
Adskillige af de bandemedlemmer, der sigtes for at stå bag overfaldene, sidder varetægtsfængslet. Men endnu er der hverken rejst tiltale eller faldet dom i en eneste af sagerne.
I Odense sidder flere varetægtsfængslet. En enkelt sag ligger hos statsadvokaten, men det er endnu usikkert, om der er beviser nok til at rejse tiltale. I flere andre sager har politiet helt opgivet at rejse tiltale.
Tilfældige forbipasserende er blevet fanget i skudepisoder og uskyldige er blevet forvekslet med bandemedlemmer og stukket ned.
To mænd på 20 og 24 år blev senest overfaldet på Nørrebro 22. august. De blev både sparket i hovedet og slået med køller. De to mænd havde ligesom de resterende 27 ingen forbindelse til bandemiljøet.