En blanding af hvalpe og unghunde er med få dages mellemrum flyttet ind hos Dyrenes Beskyttelse.
Hundene kommer fra to forskellige hjem, hvor opgaven med så mange hunde var vokset ejerne over hovedet, skriver Dyrenes Beskyttelse i en pressemeddelelse.
Det drejer sig om 13 labradorer og 16 boxer-/labrador-/schæfer-blandinger.
- Hundene var i overordnet fin stand, men særligt de 13 labradorer kræver en stor indsats med træning og socialisering, siger Karina Fisker, Internatchef ved Dyrenes Beskyttelse.
Hundene er overdraget til Dyrenes Beskyttelse i samarbejde med de tidligere ejere.
I den ene sag kontaktede ejerne selv Dyrenes Beskyttelse. I den anden blev der reageret på en bekymret henvendelse til vagtcentralen 1812.
- Det er meget prisværdigt, at ejerne selv erkender, at opgaven med at holde dyr bliver for stor for dem. Og i begge disse sager har ejerne samarbejdet med os om at få hundene på internat, så det er vi meget taknemmelige for, siger Karina Fisker.
Hundene bliver sat til adoption de nærmeste dage, og Dyrenes Beskyttelse regner med, at de mange hunde hurtigt finder nye hjem.
Fakta
- 13 af de 29 hunde er labrador i alderen 3-7 måneder. De opholder sig på Nordjyllands Internat.
- 16 af hvalpene er blandinger af boxer/labrador/schæfer og er i alderen 10-13 uger. De opholder sig er på Brande Internat.
- Hundene havde det efter omstændighederne godt, og er klar til at søge nye hjem nu.
Færre store hundesager
Der var få dage mellem indleveringen af de to hundeflokke, men generelt er der længere mellem de store hundesager.
I 2017 modtog Dyrenes Beskyttelses internater i 74 tilfælde flere end ti hunde på én gang. I 2022 er det sket 39 gange.
Den udvikling skyldes først og fremmest succesen med indsatsen mod hvalpefabrikker herhjemme, skriver Dyrenes Beskyttelse.
Der har været en målrettet indsats fra dyreværnenheder mod de ulovlige hvalpefabrikker og generel misrøgt af hunde. Samtidig er der en øget bevidsthed blandt befolkningen, der kontaktet Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral 1812.