Tilhørerpladserne var fulde, da en 28-årig mand tirsdag stod tiltalt ved Retten i Århus for fire gange at have voldtaget en kvinde på Skejby Sygehus.
Voldtægterne skulle angiveligt have fundet sted på toiletter og i rengøringsrum på sygehuset i maj og juni måned i år.
Ekskærester
Dommeren valgte at lukke dørene, så offentligheden ikke kunne høre hverken den tiltaltes eller offerets forklaring i retten.
Ved grundlovsforhøret i juni måned kom det dog frem, at den tiltalte og offeret tidligere har været kærester, har et barn sammen og arbejder for det samme rengøringsfirma på Skejby Sygehus.
Her skulle den 28-årige mand have tvunget sin tidligere kæreste til samleje og oralsex med truslen om, at han ville tage deres fælles barn fra kvinden, hvis hun ikke gjorde, som han ville.
Nægtede sig skyldig
Manden, der blev bistået af en tyrkisk tolk, nægtede sig skyldig i alle forhold. Han modsatte sig udvisning af Danmark samt nægtede at betale erstatning til offeret, som anklageren krævede det.
Der falder dom i sagen onsdag eftermiddag.