En 28-årig mand er onsdag død som følge af knivstik på Amager, og en kvinde er anholdt i sagen.
Det oplyser vagtchef ved Københavns Politi Jonathan Wald.
Politiet fik ved 01-tiden natten til onsdag en anmeldelse om "noget uorden", og det fik politiet til at rykke ud til Amagerfælledvej 73.
På gaden ud for adressen var manden blev stukket ned, og han var svært tilskadekommen ved politiet ankomst. Han blev bragt til hospitalet, hvor han kort efter blev erklæret død.
En kvinde på 25 år blev tidligt onsdag morgen anholdt i sagen ikke langt fra gerningsstedet, og hun sigtes for drabet.
Hun fremstilles i grundlovsforhør i Dommervagten i Københavns Byret onsdag omkring klokken 13.30.
Her vil en anklager kræve hende varetægtsfængslet i sagen.
Ifølge politiet kendte kvinden og den dræbte hinanden.
- Det tyder på, at den dræbte og den mistænkte kvinde har haft et vist forudgående kendskab til hinanden, men det er noget, der indgår i den videre efterforskning af sagen, siger politikommissær Eskil Brodersen fra Københavns Politi i en pressemeddelelse.
Politiet har ikke villet oplyse, hvorvidt manden blev ramt af et eller flere knivstik, eller hvad relationen mellem de to var.
Nærpoliti er onsdag til stede med patruljer i området ved Sundholmen på Amager for at skabe tryghed. Politiet gør opmærksom på, at borgere er velkomne til at tage kontakt, hvis de føler sig utrygge eller er bekymrede.
/ritzau/