Der er fundet 59 døde, efter en overfyldt båd med illegale migranter tidligt søndag morgen forliste ud for Calabriens kyst i Syditalien.
Det oplyser borgmesteren i den lokale by Crotone, Vinzenzo Voce til italiensk tv ifølge nyhedsbureauet AFP.
Der var op mod 150 personer om bord på den overfyldte båd, der forsøgte at krydse Middelhavet i hårdt vejr.
Der er fundet 80 overlevende ifølge kystvagten, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Redningstjenesten ledte søndag fortsat efter ofre, efter at de druknede migranter tidligere på dagen blev skyllet op på Steccato di Cutro-kysten. Det er et resort i Crotone-provinsen.
Blandt de druknede var flere børn, den yngste et få måneder gammelt barn.
Vejrforholdene i området var vanskelige. Det sagde en talsmand for redningstjenesten. Ifølge flere medier var det forliste fartøj en fiskerbåd.
Ifølge nyhedsbureauet Ansa brød båden sammen på et oprørt hav.
Båden skal ifølge de foreløbige oplysninger havde haft migranter fra Pakistan, Iran og Afghanistan om bord.
Søndagens hændelse kommer, få dage efter at den italienske højreregering fik vedtaget en ny lov om redning af migranter.
Landets premierminister, Giorgia Meloni, leder partiet Italiens Brødre. Hun vandt sidste år valget i Italien. Her lovede hun blandt andet at dæmme op for de mange migranter til Italien.
Den nye lov tvinger til kun at iværksætte én redningsaktion på havet ad gangen. Det skriver AFP.
En af de seneste hændelser er fra begyndelsen af februar, hvor den italienske kystvagt fandt otte døde migranter i en båd. Der var dog 42 personer om bord, der fortsat var i live.
Den geografiske placering tæt på Nordafrika gør det attraktivt for illegale migranter at bruge det sydlige Italien som indgangsport til Europa.
Landet har i en lang årrække klaget over tilstrømningen. Italien har derfor bedt EU om hjælp til at håndtere situationen og forhindre tab af menneskeliv i Middelhavet.
Ifølge Italiens regering er der indtil videre kommet cirka 5000 migranter til landet i år.
I samme periode sidste år var tallet lidt over 3000.
Ifølge Den Internationale Organisation for Migration døde eller forsvandt omkring 1377 personer i forsøget på at krydse det centrale Middelhav sidste år.
får mange /ritzau/