En 27-årig mand er her til morgen fundet død i sin lejlighed i Holstebro.
Politiet har efterfølgende anholdt en 20-årig mand, der fremstilles i grundlovsforhør her til eftermiddag.
Efterforskningsleder Jim Hansen fra Midt- og Vestjylland Politi ønsker ikke at oplyse om særlig mange detaljer i sagen.
"Vi har fundet en død person, og det ser mistænkeligt ud. Og vi har anholdt en mistænkt person, som sigtes for manddrab," siger Jim Hansen til Newspaq.
Hvordan politiet kom på sporet af den anholdte, og om de to kendte hinanden, ønsker Jim Hansen ikke at sige noget om.
Kl. 14 er der grundlovsforhør i sagen.