2.257.014 danskere var i 2018 medlem af en idrætsforening. Det er over 26.000 flere end året før.
Det viser en ny opgørelse fra Danmarks Idrætsforbund (DIF) og DGI, der blev offentliggjort tirsdag.
Dermed ser det ud til, at det er lykkes for Foreningsdanmark at knække kurven, der de seneste år har været mere eller mindre stagneret.
Allerede i sidste uge afslørede formand for Danmarks Idrætsforbund (DIF) Niels Nygaard tallet på talerstolen ved Idrættens Topmøde i DGI-byen i København.
- Vi er stolte af og glade for, at det nu er lykkes at få en markant fremgang.
- Vi har hele tiden håbet og troet på, at den store indsats, vi har sat i gang, vil medføre en medlemsfremgang, men har også været klar over, at det ikke bare var noget, der kom på én gang, sagde Niels Nygaard.
Indsatsen ligger blandt andet i den store "Bevæg dig for livet"-kampagne, der startede i 2015, og som Nordea-fonden, TrygFonden, DIF og DGI står bag.
Kampagnen sætter fokus på en række idrætsgrene og har til formål at nå bredere ud i den danske befolkning, så både karrierekvinden, bedstefaren, barnet og computernørden får bevæget sig.
Overordnet har kampagnen et mål om, at Danmark skal være verdens mest aktive nation i 2025, hvor 50 procent af befolkningen skal være medlemmer af en idrætsforening, og 75 procent skal være idrætsaktive.
Det stigende medlemstal er et klart resultat af den indsats, mener Niels Nygaard.
Også formand for DGI Charlotte Bach Thomassen glæder sig over medlemsfremgangen, som også ifølge hende skyldes kampagnen. Hun mener dog langtfra, at arbejdet er færdigt.
- "Bevæg dig for livet" handler også om, at vi skal få så mange som muligt til i det hele taget at være aktive.
- Medlemstallet er en god indikator, og forhåbentligt ser vi de samme tendenser, når det handler om at dyrke idræt og motion på egen hånd, siger hun.
/ritzau/