De 26 personer, som anklagemyndighederne i København nu vil have for en dommer, blev anholdt under politiets såkaldte knibtangsmanøvre ved demonstrationerne efter rydningen af Ungdomshuset på Nørrebro.
Politiet har ellers været kritiseret for knibtangsmanøvren, hvor politiet lod fælden klappe for alle i demonstrationsområdet, for at dæmpe gemytterne. Flere af de anholdte har derefter hævdet, at de ikke deltog i optøjerne, men blot passerede gaden.
Nu har anklagemyndigheden altså fundet, at 26 personer skal tiltales.
Tiltalen lyder på grov forstyrrelse af den offentlige orden samt vold mod politiet, oplyser statsadvokatfuldmægtig Kia Reumert fra Københavns Politi ifølge tv2.dk.
I forbindelse med Ungdomshusets rydning er der ikke tidligere set en sag, med så mange tiltalte.
De tiltaltes sager vil blive fordelt på to retssager. En med 21 personer på anklagebænken, og en anden sag, hvor fem personer får taget deres sager op individuelt.