Ritzau
Opdateret kl. 21:51
En 26-årig mand er tirsdag aften blevet stukket ned med kniv ved McDonald's på hjørnet af Ellebjergvej og Gammel Køge Landevej i Valby.
Det oplyser Københavns Politi, der fik anmeldelsen klokken 18.24.
- Der har været noget uorden og nogle uoverensstemmelser, som har ført til, at en mand er blevet stukket overfladisk med en kniv, siger den centrale efterforskningsleder ved Københavns Politi Anders Lykkegaard.
Han fortæller, at sammenstødet skete mellem den 26-årige på den ene side og flere personer på den anden.
- Vi kan ikke sige, hvor mange der var på den anden side, men der var mere end én.
Manden blev bragt til Rigshospitalets traumecenter, men han er ikke i kritisk tilstand.
Politiet kan ikke sige noget om motivet, men udelukker ikke, at episoden kan være banderelateret.
- Det indgår i efterforskningen, men det er ikke noget vi kan sige noget sikkert om på nuværende tidspunkt, siger Anders Lykkegaard.
/ritzau/