En 26-årig mand fra Aars-området i Nordjylland døde i nat, da han blev
kastet ud af sin bil på flugt fra politiet. To passagerer blev kvæstet - den
ene alvorligt.
Vagtchef Frank Liltorp fra Nordjyllands Politi oplyser til P4 Nordjylland, at
en politipatrulje rent rutinemæssigt ville stoppe bilen, da den kørte gennem
midtbyen i Aars.
Manden ville imidlertid ikke stoppe og politiet forsøgte derfor at sætte efter ham. Manden kørte dog så hurtigt, at politiet ikke kunne - eller ville - følge med. Kort efter mistede manden kontrollen over bilen og kørte direkte ind i en hus på Oustrupvej 48.
Den 26-årige fører af bilen døde ved ulykken. En 19-årig kvinde, der sad som
passager på forsædet, er alvorligt kvæstet, mens en 30-årig kvinde, der sad
på bagsædet, slap fra ulykken med lettere kvæstelser, skriver P4 Nordjylland.
Det er endnu uklart, hvorfor manden flygtede fra politiet. Bilen er således ikke meldt stjålet. En mulighed kan være, at han var påvirket af alkohol. Det skal en blodprøve nu afsløre.