Hver dag bliver mellem 2.200 og 2.500 danskere forhindret i at klikke sig ind på hjemmesider med børneporno via det såkaldte børnepornofilter.
Rigspolitiets Nationale IT-Efterforskningscenter (Nitec) har i samarbejde med landets internetudbydere introduceret filtret og blokkeret for mere end 10.000 hjemmesider, som indeholder børneporno.
Sidste år var det 1.800 personer, der blev stoppet hver dag.
Chef i Nitec, Søren Thomassen, påpeger dog, at det ikke skal forstås som om, at der er flere, der søger børneporno. Det er et udtryk for, at flere bliver forhindret, siger han.
"Takket være et rigtig godt samarbejde med landets internetudbydere blokerer vi hele tiden flere og flere børnepornosider. Derfor registrerer vi også flere mennesker, der forsøger at komme ind på siderne," udtaler Thomassen til tv2.dk.
Han tilføjer, at filtret ikke fuldstændigt forhindrer folk i at få fat i børneporno, men han glæder sig over, at filtret hver dag stopper så mange mennesker.
Filtret blev indført i 2005, og hvis man i dag forsøger at besøge en side, der er blokeret, bliver man ledt ind på en såkaldt stopside og klikket bliver registreret af politiet.