I snart et år har butikkerne haft mulighed for at afvise kontanter som betalingsmiddel i aften- og nattetimerne.
Og det har 250 butikker landet over valgt at benytte sig af. Det oplyser DR P4 København med baggrund i tal fra Finanstilsynet.
Det er primært Rema1000-butikker i hele landet samt Spar og 7/11-butikker, der kun tager imod kort uden for dagtimerne og de tidlige aftentimer.
- Vores medarbejdere er blevet væsentligt mere trygge, og kunderne har taget rigtig godt imod det, siger sikkerhedschef for Rema1000-butikkerne Peter Bruun til DR P4 København.
I Rema1000 i Farum mødes kunderne af nogle store skilte, hvor der står, at butikken ikke tager imod kontanter efter klokken 20.
Købmand Kenneth Rasmussen er glad for, at butikken har fået muligheden for at benytte de nye regler.
- Jeg mærker blandt mit personale en øget tryghed. Det har betydet, at vi har været i stand til at øge vores sikkerhed, siger Kenneth Rasmussen til DR P4 København.
Selv om røverier ikke har været et stort problem i butikken i Farum, så handler det også om at sikre sig fremover:
- Tankstationer og banker er blevet kontantløse, så vi butikker er nogle af de eneste steder, hvor det er muligt at finde kontanter, forklarer Kenneth Rasmussen.
Alle butikker kan sige nej til kontanter mellem klokken 22 og klokken 6. Og butikker i udvalgte postnumre kan sige nej allerede fra klokken 20.
Stod det til Dansk Erhverv, burde det være helt op til butikkerne selv, om og hvornår de vil tage imod kontanter.
- Heldigvis er antallet af røverier rigtig lavt. Og det har også været faldende. Men vi vil selvfølgelig gerne have de sidste røverier væk også, siger Henrik Sedenmark, der er chefkonsulent i Dansk Erhverv, til Ritzau.
- Vi ved, at røverne går efter kontanter. Så ved at få kontanterne ud, kan vi også få de sidste røverier væk, siger han.
/ritzau/