Byggepladsen ved Brandts Klædefabrik dannede tirsdag aften rammen om en uofficiel mindehøjtidelighed, hvor 25 rockere fra Hells Angels og deres kærester tog afsked med den 20-årige mand, der blev fundet død på byggepladsen nytårsmorgen.
Rockerne og deres kærester ankom til byggepladsen ved 20-tiden, hvor de opholdt sig frem til klokken 22.30.
»De ville kravle ned i udgravningen, så de kunne lægge blomsterne der, hvor den 20-årige var landet. Men det fik de ikke lov til. I stedet lagde de blomsterne ved hegnet. Flere af kvinderne græd,« fortæller en af de fire vagter fra Hjemmeværnet, der stod vagt ved byggepladsen tirsdag aften og derfor overværede rockernes mindehøjtidelighed.
Vicepolitikommissær ved Fyns Politi Jack Liedecke bekræfter, at den unge mand havde relation til rockerne.
»Men det er ikke noget, vi hæfter os ved i efterforskningen. Obduktionen viste, at manden døde af indre kvæstelser, og der er jo ikke noget odiøst i at kende en rocker. Det er der mange, der gør i Odense,« siger Jack Liedecke.
Faldt 30 meter
Ifølge obduktionen døde den 20-årige efter et fald fra den cirka 30 meter høje byggekran, der står midt på byggepladsen.
Manden, der havde været til nytårsfest cirka tre kilometer fra byggepladsen, blev sidst set klokken tre om natten, hvor han forlod nytårsfesten.
Næste morgen blev han opdaget af en beboer i Pantheonsgade, der gennem sit vindue så den 20-årige mand ligge livløs på ryggen på byggepladsen.
Manden var iført sorte bukser, hvid skjorte og hvide sko.
»Der lå også nogle sorte læderhandsker ved liget. Og hans sko var faldet af,« fortæller vagten fra Hjemmeværnet, der ikke ønsker sit navn i avisen. Navnet er kendt af redaktionen.
Politiet har underrettet den afdødes familie, men ønsker ikke at offentliggøre hans navn i pressen.
»Det kan jeg ikke se nogen grund til. Vi betragter sagen som en ulykke, og derfor er der ingen grund til at offentliggøre hans navn. Hvis der havde ligget en forbrydelse bag, ville det have været noget andet,« fortæller Jack Liedecke, der heller ikke har noget at udsætte på sikkerheden omkring byggepladsen.
»Byggepladsen var forsvarligt sikret. Man kan selvfølgelig planke hegnet, hvilket den 20-årige havde gjort, men jeg mener ikke, at man kan bebrejde entreprenøren noget,« siger Jack Liedecke.
Det er ikke første gang, at der har været uventet besøg i kranen på byggepladsen.
Ifølge bygningsarbejderne, har unge mennesker flere gange spist pizza og drukket øl oppe i toppen af kranen.
»Bygningsarbejderne har fortalt, at de flere gange har fundet tomme pizzabakker i kranen,« siger Jack Liedecke fra Fyns Politi i Odense.