25 personer er i kritisk tilstand efter et vulkanudbrud på White Island i New Zealand mandag.
Det oplyser New Zealands myndigheder natten til onsdag dansk tid i en pressemeddelelse.
Ud over de 25 er fem andre personer kommet alvorligt til skade med brandsår.
Seks personer er bekræftet døde, og otte er fortsat meldt savnet.
Blandt de døde er en australsk, 47-årig mor og hendes 20-årige datter, skriver det australske medie ABC. Det bekræfter familien til de dræbte.
New Zealands premierminister, Jacinda Ardern, siger i en pressemeddelelse, at myndighederne vil sende flere redningshold ind på øen for at finde de savnede.
- Vi håber alle på at finde dem. Redningsholdene vil gerne bringe de savnede hjem til deres kære, siger Jacinda Ardern ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Redningsarbejdet er dog blevet sat på pause, fordi der er meldinger om aktivitet i vulkanen. Udbrud kan forekomme inden for de næste 24 timer, vurderer den geologiske myndighed Geonet ifølge Reuters.
Myndighederne vil i løbet af natten til onsdag dansk tid afgøre, om øen er sikker nok til at indlede en redningsaktion.
- Vi kan ikke udsætte flere personer for fare. Vi venter, indtil vi er sikre på, at øen er sikker, oplyser politiet i en pressemeddelelse.
Der var 47 personer på øen, der ligger 50 kilometer ud for New Zealands nordø, da vulkanen gik i udbrud mandag.
Politiet har indledt en efterforskning af omstændighederne.
Af de 47 personer var der fire turister fra Tyskland, to fra Storbritannien, 24 fra Australien, ni fra USA, to fra Kina og en fra Malaysia.
Desuden var der fem lokale turister fra New Zealand.
Myndighederne har forsøgt at lede efter de savnede på øen med droner, men uden held.
Over 10.000 personer besøger hvert år vulkanen, der beskrives som verdens mest tilgængelige aktive vulkan.
I november indberettede Geonet en stigning i vulkansk aktivitet på øen.
/ritzau/