En ambulance fra Region Hovedstadens Akutberedskab, der tirsdag kørte med udrykning på Hillerødmotorvejen, måtte pludselig bremse op, da en bilist kørte lige ind foran ambulancen.
Det skriver Københavns Politi på den sociale platform X onsdag.
Inden da havde bilisten kørt tæt bag ved ambulancen, hvorefter ambulancen blev overhalet indenom, inden den kørte ind lige foran ambulancen.
Derfor var ambulancen nødt til at bremse ned, skriver politiet.
Kort efter kørte ambulancen af motorvejen og væk fra bilisten.
Senere på dagen førte politiets efterforskning frem til en 25-årig mand, som politiet traf på hans adresse på Amager.
Den 25-årige var i besiddelse af en mobiloptagelse af den ifølge politiet uforsigtige kørsel på Hillerødmotorvejen, oplyser Københavns Politi.
Han blev sigtet for manglende agtpågivenhed under kørsel.
- Det er en alvorlig sag, som heldigvis ikke førte til et sammenstød på motorvejen. Jeg vil gerne opfordre alle til at give den nødvendige plads, når der kommer udrykningskøretøjer, lyder det fra ledende politiinspektør Peter Dahl i en skriftlig udtalelse fra Københavns Politi.
- Der er tale om akut kørsel, hvor borgere har brug for hjælp, og i sådan en situation skal man ikke begynde at køre hasarderet og tæt på en ambulance eller politibil.
Ambulancen var på vej til Bispebjerg Hospital med en patient.
/ritzau/