Gerningsmændene i en yderst makaber drabssag i Storbritannien er i dag blevet idømt livstid.
De to er kendt skyldige i at stikke deres ofre, to franske 23-årige studerende, med knive hele 244 gange.
Det var altså et rent blodbad, som fandt sted i juni sidste år i de to studerendes lejlighed i det sydlige London.
Dommeren i sagen mente, at drabsmændene var endt i en direkte sadistisk blodrus.
"Den eneste mulige grund til antallet af stiksår er sadistisk. Morderne har nydt, hvad de gjorde," sagde han ifølge BBC.
Den bestialske sag startede, da gerningsmændene brød ind i ofrenes lejlighed og bandt ofrene. Herefter begyndte et flere timer langt blodbad, hvor knive blev hugget ind i de studerende. Årsagen var, at indbrudstyvene havde forsøgt at hæve penge fra et hævekort, de havde taget fra et af ofrene, men en pengeautomat havde 'spist' det. Og det skulle de studerende så bøde for.
De to gerningsmænd er tidligere straffet, og under retssagen blev der rettet en skarp kritik af myndighederne, fordi den ene af drabsmændene slet ikke burde have været på fri fod.
De to dømte, den 23-årige Dano Sonnex og 34-årige Nigel Farmer, skal nu afsone henholdsvis minimum 40 og og 35 år.