Dødstallet bevæger sig stadig hastigt opad på Filippinerne, efter landet i lørdags blev ramt af de værste oversvømmelser i 40 år.
Oversvømmelserne kom som følge af tyfonen Ketsana, der på 12 timer gav regnmængder svarende til en hel måneds regn ned over øerne.
Vejreksperter forudsiger desuden, at en ny storm er på vej ind over Filippinerne fra Stillehave torsdag, og den forventes at ramme den nordlige del af øen Luzon, der også var offer for weekendens ødelæggelser.
350.000 har måttet flygte fra deres hjem, og mere end 80 procent af landets hovedstad Manila ligger under vand.
Tyfonen Ketsana er nu på vej til Vietnam, hvor 170.000 allerede er blevet evakueret fra deres hjem.