Vejdirektoratets årlige rapport "Statsvejnettet" om trafikken i 2018 er både oplysende og skræmmende læsning. Vi bringer her nogle facts om danske bilisters glæder og fortrædeligheder.
Vi kørte tilsammen 18,3 milliarder km. på de danske motorveje, som der i øvrigt er 1.300 km af. Det svarer til, at vi kørte 460.000 gange rundt om Jorden.
79,8 % af familierne i Rebild kommune har bil. I København er det kun 29,3 %.
24 milliarder kroner koster det samfundet, fordi vi holder i kø. Det er gjort op i 335.000 timer dagligt (77 mio. timer årligt), som kunne udnyttes, hvis der var uendelig plads på vejene og især på dem i byerne (hvilket jo kun er teoretisk).
Der blev solgt 220.000 personbiler sidste år, og bilparken blev forøget med 65.000 stk. Der er nu 2,6 mio. biler herhjemme.
De mest trafikerede veje er – ikke som nogen overraskelse – alle omkring København: Køge Bugt Motorvejen topper med 136.700 biler i døgnet, herefter er det i rækkefølge: Motorring 3 (128.800), Amagermotorvejen (118.300), Holbækmotorvejen (103.000), Helsingørmotorvejen (100.200), Østjyske Motorvej Vejle (87.600), Sønderjyske Motorvej (85.400), Fynske Motorvej v. Lillebælt (79.800), Motorring 4 (78.600) og Hillerødmotorvejen (76.400).
Vi cyklede 1,1 % mere i 2018 end året før.
53 % af danskerne kører bil hver dag. 40 % af dem er chauffør og 13 % passagerer.
Udvidelse af motorveje betaler sig: En pendler, som dagligt kører mellem Skanderborg og Aarhus sparer 24 timer på et år efter udvidelsen af E45.
Lastbiler er stadig vigtigste transportmiddel til det nationale gods. 90 % af dette blev fragtet med lastbil i 2018 og 1,7 % steg lastbiltrafikken med.